Målgruppe
3. - 6. kl.
Tag med på en stemningsfuld og billedrig musikalsk rejse gennem Rumænien, Bulgarien, Tyrkiet, Grækenland og det tidligere Jugoslavien. Et univers af livlig dansemusik, gjaldende bjergsang og smukke bryllupsmelodier i skæve, sprælske taktarter. Musikken er akustisk og spilles på harmonika, sopransaxofon, hakkebræt, tromme, jødeharpe og skalmeje. Koncerten krydres med fortællinger fra musikalske møder med andre kulturer, og børnene kommer undervejs til at deltage aktivt med klap, sang og kædedans. Bag Klezmerduo gemmer sig to rutinerede, dygtige skolekoncertmusikere, begge fængende formidlere.