I krydsningen mellem det let flyvende og det store tunge finder vi folkemusiktrioen Hvalfugl. Gruppen har skabt deres eget unikke lydunivers med inspiration fra den skandinaviske natur, stærkt motiveret af at tage Nordens oldgamle folkemusiktradition nye steder hen. I dette univers kan solen skinne fra en skyfri sommerhimmel eller regnen dryppe fra en mørkegrå novembersky. Hvalfugls originale kompositioner er både smukke og melankolske og fremkalder fra første nummer en intim atmosfære i rummet. I de rammer håber Hvalfugl at kunne hjælpe eleverne til at finde ro og lade fantasien fare frit.